Medarbejder siger om Killevippen
Her på siden har kollega fra Killevippen beskrevet om egne oplevelser af arbejdsliv, kollegaskab og pædagogik i Killevippen.
Pædagog Kari fra vuggestuen Rumpenisserne siger…
“At være pædagog i en vuggestue kræver:
-ro og tålmodighed.
-en evne til at skabe tilknytning til det lille barn og et tillidsfuldt samarbejde med barnets forældre.
-at kunne nyde de gyldne stunder med børnene og dagens rytme og forudsigelighed.
-at hvile i at omsorg er dagens vigtigste aktivitet.”
Pædagog Lærke fra vuggestuen Småtroldene fortæller…
“Første gang jeg stiftede bekendtskab med Steinerpædagogikken, var da jeg som 20-årig holdt sabbatår og fik vikarjob i en integreret Rudolf Steiner-institution. Jeg har siden været forbi universitetet et par gange, men Steinerpædagogikken har bidt sig fast i mig, og jeg er blevet ved med at vende tilbage. Nu er jeg 30 og må sande, at det er her, jeg har hjemme.
Jeg synes Killevippen tilbyder en ro og et nærvær, der ellers kan være svært at finde i en verden, hvor alt omkring os er i hurtig bevægelse, og hvor vi konstant konfronteres af skærme og nye digitale løsninger. Jeg tror på, at det er godt for børnene, at der findes et sted med nogle mere “analoge” rammer, og det giver mig de bedste forudsætninger for at udføre et kærligt og nærværende omsorgsarbejde. Derfor er jeg både glad for og stolt af at være en del af Killevippen”
Pædagog og tømrer Flemming fra børnehaven Polkagrisene siger…
“Hver dag glæder jeg mig over det vi laver i Killevippen sammen med børnene.
Jeg bruger færdigheder, som jeg selv synes er spændende, og som fanger børnenes nysgerrighed. Vi bygger huler og forhindringsbaner, laver mad, snitter, strikker, spiller musik og forskønner haven. Alt sammen efterlignelses værdige aktiviteter som børnene er vilde med.
Her går vi hånd i hånd med årets gang i naturskønne omgivelser, og drager ugentligt ud på tur i skov og eng. Og hjemme forbereder vi os til næste store årstidsfest.
Jeg synes virkelig at Steiner-pædagogikken rammer plet for mig, og har først lært det at kende i mit voksne liv. Og jeg er klar til at lære mere.”
Pædagog Nikoline fra vuggestuen Rumpenisserne fortæller…
“Jeg kom som nyuddannet pædagog til Killevippen, og havde ikke stiftet meget bekendtskab med steinerpædagogikken. Men allerede fra første dag vidste jeg at jeg var kommet hjem.
Én ting er at fagligheden er vigtig når man arbejder med børn, men de personlige og menneskelige værdier er også vigtige at have med sig. Derfor er der rigtig meget omsorg og nærvær i de ting vi gør, både blandt voksne og børn, fordi vi er autentiske og vi har hjertet med os.
Jeg oplever en stor ro ved at tage på arbejde og vide, at det her er det helt rigtige sted for mig.”
Nikoline Kammer arbejder i vuggestuen Rumpenisserne.
Pædagog Nanna fra vuggestuen Pusling siger..
“At arbejde i Killevippen er som at møde ind til sin anden familie hver dag
Vi har en støttende og kærlig stemning i husene, både blandt kolleger og i forhold til vores børn og forældre.

Når man er nyansat føres man ganske naturligt og stille og roligt ind i steinerpædagogikken simpelt hen ved at iagttage sine kollegers arbejde i dagligdagen og efterhånden selv prøve sig frem og finde sin egen vej og stil. I Killevippen er der ikke én rigtig måde at være pædagog på, og vi sætter pris på forskelligheder og er åbne for nye iagttagelser og indsigter. Vi har et stærkt fundament i vores pædagogik, men vi udvikler os også hele tiden.”