Medarbejderne siger…
Medarbejder siger om Killevippen
Her på siden har kollegaer fra Killevippen beskrevet deres egne oplevelser af arbejdsliv, kollegaskab og pædagogik i Killevippen.
Pædagog Kari fra vuggestuen Rumpenisserne siger…
“At være pædagog i en vuggestue kræver:
-ro og tålmodighed.
-en evne til at skabe tilknytning til det lille barn og et tillidsfuldt samarbejde med barnets forældre.
-at kunne nyde de gyldne stunder med børnene og dagens rytme og forudsigelighed.
-at hvile i at omsorg er dagens vigtigste aktivitet.”
Pædagog og tømrer Flemming fra børnehaven Polkagrisene siger…
“Hver dag glæder jeg mig over det vi laver i Killevippen sammen med børnene.
Jeg bruger færdigheder, som jeg selv synes er spændende, og som fanger børnenes nysgerrighed. Vi bygger huler og forhindringsbaner, laver mad, snitter, strikker, spiller musik og forskønner haven. Alt sammen efterlignelsesværdige aktiviteter som børnene er vilde med.
Her går vi hånd i hånd med årets gang i naturskønne omgivelser og drager ugentligt ud på tur i skov og eng. Og hjemme forbereder vi os til næste store årstidsfest.
Jeg synes virkelig at Steiner-pædagogikken rammer plet for mig og har først lært det at kende i mit voksne liv. Jeg er klar til at lære mere.”
Pædagog Nikoline fra vuggestuen Rumpenisserne fortæller…
“Jeg kom som nyuddannet pædagog til Killevippen, og havde ikke stiftet meget bekendtskab med steinerpædagogikken. Men allerede fra første dag vidste jeg, at jeg var kommet hjem.
Én ting er, at fagligheden er vigtig, når man arbejder med børn, men de personlige og menneskelige værdier er også vigtige at have med sig. Derfor er der rigtig meget omsorg og nærvær i de ting, vi gør, både blandt voksne og børn, fordi vi er autentiske og vi har hjertet med os.
Jeg oplever en stor ro ved at tage på arbejde og vide, at det her er det helt rigtige sted for mig.”
Nikoline Kammer arbejder i vuggestuen Rumpenisserne.