Baggrund

Killevippen åbnede den 15. maj 2012 i nyrenoverede lokaler i Odense SØ på Blangstedgaards Allé 70. På dette tidspunkt var vi kun en vuggestuegruppe med 12 børn. Pusling blev den døbt.

I takt med at de første Puslinge-børn voksede op spirede også tanken om at udvide med en børnehaveafdeling. Den 1. august 2014 kunne børnehavegruppen Nisse derfor åbne dørerne op til deres vidunderlige stue i en ny tilbygning med eventyrlige, arkitektoniske detaljer og med græs og blomsterløg på taget.

I foråret 2017 fik vi muligheden for at leje os ind i endnu en bygning på den fine gamle Blangstedgård-bygning, Killevippen allerede var en del af. Blandt flere af Killevippens pædagoger havde lysten til at starte en familiegruppe længe spiret, inspireret af den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeldts tanker og ideer. Grynet blev således Killevippens tredje børnegruppe. Her spiller, foruden udelivet, relationsdannelsen mellem det lille vuggestuebarn og børnehavebarnet en stor rolle.

Sidste skud på Killevippens stamme kom med åbningen af Kitte Kry i august 2018. En helt ny afdeling af Killevippen i endnu en længe af Blangstedgård. Her er der som i vore øvrige huse fokus på naturen, forberedelse af de stemningsfulde årstidsfester, eventyr, god tid, nærvær og kærlige voksne. I Kitte Kry er der desuden ekstra fokus på musik.

Se nedenfor en film om Killevippen fra da vi endnu kun var små. Værdierne der her lægges vægt på er de samme den dag i dag, selvom vi nu er blevet flere.