image_pdfimage_print

Vi søger en omsorgsfuld og dygtig pædagog til en af vores vuggestuegrupper

Stillingen er på 37 timer.

Kitte Kry består af to børnehavestuer og to vuggestuer og er beliggende på den smukke gård Blangstedgård. Huset er en del af Killevippen, som består af yderligere fire grupper.

Kitte Krys have er magisk med mange skyggefulde kroge, hemmelige huler og eventyrlige skove. Vi er i haven hver dag i al slags vejr, hvor vi sanser foråret og fuld af glæde og taknemmelighed betragter naturens storslåede genfødsel. Sommeren kommer og nærer alt omkring os. Efteråret med mærkbart færre lyse timer og træer der giver slip. Vinteren hvor naturen samler kræfter for at kunne bære frø og liv frem til lysets komme.

Killevippens pædagogik er forankret i Steinerpædagogikken, og vi har en tro på, at naturens indånding og udånding virker dybt ind i os mennesker. Derfor har hverdagen, ugen og året sin helt egen faste rolige rytme med sang, eventyr og leg, som udspringer af de skiftende årstiders særpræg og stemninger. Denne rytme giver børnene den nødvendige indre tryghed.

Barnet er omgivet af efterlignelsesværdige voksne, der beskæftiger sig med meningsfulde gøremål, der kan efterlignes, såsom: madlavning, havearbejde, vasketøj, reparation af legetøj og kreative sysler. Det lille barn lærer ved efterligning og ikke ved forklaring – på samme måde som det lærer at gå og tale.

Læs mere på www.killevippen.dk

Vi søger et menneske:

  • Der har erfaring med arbejdet i et dagtilbud.
  • Som har kendskab til antroposofien eller har nysgerrigheden og lysten til at arbejde inden for Steinerpædagogikken.
  • Som ved, at opdragelse er selvopdragelse.
  • Der er forankret i sig selv og for hvem, det at tage ansvar er en selvfølgelighed.
  • Som ser sig selv som en god kollega og ved, at vi i fællesskab lykkes bedre.
  • Der kan forene faglighed og ydmyghed i et tæt forældresamarbejde.
  • Med stjerner i øjnene og et varmt hjerte.
  • Som har et positivt sind og kan vise børnene at verden er et godt sted.

Vil du læse mere om, hvordan det er at arbejde i Killevippen, kan du via dette link til vores hjemmeside læse

beskrivelser fra enkelte medarbejder. https://killevippen.dk/medarbejderne-siger/

Vi forventer, at der i ansøgningen tages stilling til vores pædagogiske grundlag og værdier.

Vi glæder os til at høre fra dig.