Velkommen til Kitte Kry vuggestue
Her er der – som i vore øvrige huse – fokus på naturen, forberedelse af de stemningsfulde årstidsfester, eventyr, god tid, nærvær og kærlige voksne.
Kitte Krys have er magisk med masser af skyggefulde kroge, hemmelige huler og eventyrlige skove og kan føles nærmest uendelig for børnene, når de bevæger sig rundt i den i deres leg.
I Kitte Kry bor vuggestuegrupperne Rumpenisserne og Småtroldene sammen med børnehavegrupperne Polkagrisene og Mormors stue.
Rumpenisserne
Rumpenisserne er den mindste stue i Killevippen med 8 vuggestuebørn.
Vi holder til i en lille hyggelig krog af Kitte Kry, hvor vi med udsigt til skoven og åen følger med i årstidernes skiften. Træernes blade der springer ud i foråret og det smukke løvfald i efteråret.
Naturens rytme – indånding og udånding – virker dybt ind i os mennesker store som små. Vi har brug for en fast rytme, forudsigelighed og genkendelighed for at vi kan udvikle os. Dagens rytme i Rumpenisserne giver os mulighed for at nyde de gyldne stunder med børnene.
Naturen er dybt forankret i vores pædagogik og i vores årstidsfester. Vi takker solen, regnen og jorden for den mad vi serverer og i vores daglige kreds synger vi sange og fortæller rim og remser som passer til årstiden. På stuen pynter vi op med ting vi finder i naturen samt vores årstidsdukker.
Med æstetikken på stuen ønsker vi at bidrage til en følelse af hjemlig hygge.
I Rumpenisserne er tilknytning og omsorg dagens vigtigste aktivitet. De små har brug for vores tålmodighed, nærhed og ro for trygt at kunne sanse og udvikle sig i eget tempo. De har brug for voksne der viser dem glæde og taknemmelighed ved livet for at kunne tro på, at verden er et godt sted. Vi må være efterlignelsesværdige voksne.
Vi ved at børnene kun kan udvikle sig hos os, når vi har et varmt og tillidsfuldt samarbejde med deres forældre.
Småtroldene
I Småtroldene er vi 12 børn og 3 voksne. Vi holder til på en dejlig stue med en hjemlig atmosfære, hvor der er plads til leg, nærvær og hygge.
Hverdagens rytme med mange gentagelser giver barnet ro og tryghed til at vokse og udvikle sig i eget tempo.
Vores hverdag følger årets gang, vi pynter op på stuen med årstidsdukker og dekoration som passer til årstiden. Vi fejrer alle årstider med sange, rim og eventyrfortællinger.
Vi elsker at være ude og bruge naturen, hvor vi får udfordret vores sanser og motorik. Vi bruger både vores have og går på tur ved åen, som løber langs Kitte Kry.
I småtroldene gør vi meget ud af at skabe en hjemlig atmosfære, hvor der er plads til kram, grin og samvær. Vi har tid til det enkelte barn, så det bliver set og anerkendt.