1

Vores pædagogik

Vores pædagogik

Det er Killevippens målsætning at skabe trygge, hjemlige rammer, hvor det er rart at være for barn og voksen, og hvor barnet har mulighed for at udforske sine sanser og krop på en betryggende måde. 

Barnet er, specielt i de første syv leveår, et sansende væsen, der har godt af et trygt miljø, der bygger på en rolig tilgang til verden, hvor sansning, søvn og sund kost har sine helt faste daglige rytmer. Dette giver barnet en overkommelig og overskuelig ramme; en ramme hvor barnet kan have rum og tid til sin naturlige udvikling. Hjemmet og mors og fars nærvær er den naturlige, trygge base, men vi vil i Killevippen skabe et dejligt alternativ i det tidsrum, hvor mor og far skal på arbejde. 

Vi lægger i Killevippen vægt på at børn og voksne skal have en rolig og rytmisk hverdag med så få skift som muligt og i små grupper. 

 

Rudolf Steiner 

Rudolf Steiner bygger sin pædagogik til livets første syvårsperiode på begreberne sansning, rytme og efterligning. 

  • Det lille barn er et sansende væsen som vi skal værne om og være den trygge base for. Iagttagelse af barnet viser os, at det er meget følsomt for sanseindtryk og indånder omgivelserne gennem disse 
  • Det lille barn er et rytmisk væsen, barnet trives bedst hvis der er faste rytmer i hverdagen i forhold til at spise, sove og lege. Der behøves ikke så megen stimulering. Den stimulering der er brug for er nærværende voksne, der taler, synger, spiller eller arbejder i nærheden af barnet og på den måde stimulerer barnet til at lege i nærheden af den voksne.  
  • Det lille barn er et efterlignende væsen I vuggestuealderen, og senere i børnehavealderen, lærer barnet, ifølge Steiner, primært igennem efterligning og det gælder både når det lærer at gå og tale, men også når det efterfølgende lærer at leve sine omgivelser gennem efterlignende leg. (Madsen, Barnet før skolealderen, 1993)

Pædagogiske læreplaner

Arbejdsmiljøet betyder rigtig meget, og vi lægger derfor vægt på en gensidig glæde og rummelighed de voksne imellem. Hver dag giver vi hånd til hinanden og forældre, når vi mødes, og når vi skilles, for at se hinanden i øjnene og møde hinanden på en respektfuld og kærlig måde.

De pædagogiske læreplaner evalueres løbende; i det daglige arbejde og overordnet én gang om året. Vi arbejder dynamisk med læreplanerne således, at de er en aktiv del af vores daglige praksis. Metodisk arbejder vi med børnebetragtning og med praksis og inklusionsfortællinger for at udvikle vores daglige praksis.  

Killevippens Pædagogiske Læreplaner 2022-2024